Velkommen til organisationsterapi

jeg er chefpsykolog på zbc og tilbyder privat psykolog hjælp uden for normal arbejdstid

Get Started

Arbejds – og organisationspsykologi

Jeg tilbyder sparring og udvikling for ledere samt hjælp til stresshåndtering og arbejdsrelaterede belastninger, baseret på min viden og erfaring i arbejds- og organisationspsykologi. Min tilgang er konkret, forståelig og inspireret af narrativ praksis, men jeg arbejder multiteoretisk da ingen retning kan rumme det hele.
Alle interventioner eller forløb er grundlagt i min psykologfaglige ekspertise og tilpasses dine udfordringer. Jeg tilgår disse opgaver med ydmyghed, nysgerrighed, fordomsfrihed og respekt, og sigter mod at fremme læring og udvikling både på individ- og gruppeniveau til fordel for dig og din organisation.
 

Supervision

I processen lægger jeg særlig vægt på, at supervisionen både skal være en læringsproces og en hjælp til de eller den konkrete problemstilling, som du medbringer.
Jeg superviserer primært psykologer, lærere og pædagoger – både individuelt og i grupper. Uanset hvilken faggruppe eller organisation jeg via supervisionsprocessen hjælper til øget refleksion og forandring, har jeg en skærpet opmærksomhed på kontekst og kontraktafklaring. Jeg er ekspert i supervision, men ikke nødvendigvis i det, der ønskes supervision omkring. De referencerammer, som jeg benytter (kognitive og systemisk-narrative), er udviklet indenfor en terapeutisk kontekst, og da supervision ikke er terapi, overfører jeg dem til supervisions- og konsultationskontekster på en ærbødig måde. Jeg superviserer oftest ud fra en position, hvor jeg er decentreret med indflydelse, fordi jeg er interesseret i at lytte til og udvikle supervisandens foretrukne historie om sin professionelle identitet, sådan som den viser sig i samtalen. Når vi sammen indledende udforsker problemhistoriens kontekst og historie, bliver det muligt for mig at få idéer om, hvilke narrative eller andre tilgange der kan være brugbare, og dermed også hvilket fokus der kan være brugbart fremadrettet.

Når jeg vælger position og metode, tager jeg mange forhold i betragtning, blandt andet supervisandens italesættelse, relationen mellem mig som supervisor og supervisand og selvfølgelig også den kontekst, supervisionssamtalen foregår i. Jeg betragter supervisorpositioner som midlertidige, og derfor positionerer jeg mig fleksibelt og transparent i forhold til supervisionsindhold/-tema og supervisandens ønske til mig, så jeg kan få mulighed for at være medskaber af det, der er brugbart i den konkrete supervisionssammenhæng.

Uanset hvilken teoretisk referenceramme jeg/vi vælger at benytte, er mit sigte at bidrage til, at mine supervisander kommer godt videre i forhold til den valgte arbejdsmæssige situation og i sin udvikling af faglige kvalifikationer.

Den supervision jeg yder tæller til kravene i supervisoruddannelsen for psykologer og kan benyttes til at opnå specialistgodkendelse.

Her kan du læse min forskningsartikel om et supervisionsrum, der udvikler relationskompetencer hos medarbejdere.